Byggeriets diversitetsdag 2025
“Skifter du lige klangvand på ambolten, inden du henter posen med kørnerprikker?”
Tonen på byggepladsen bliver kaldt mange ting. Direkte, drillende, hård – og decideret grov. For mange i branchen er den direkte tone og de kærligt mente drillerier netop det, de holder af. For mange andre er jargonen ubehagelig og grænseoverskridende. Faktum er, at det jævnligt kan kamme over og blive decideret grimt.
Hvorfor er det så svært?
Faktum er også, at mange topledere i branchen har forsøgt at ændre på tonen, men ikke meget ser ud til at have den store effekt. Så hvad kræver det at gennemføre den kulturforandring, der skal til for, at alle føler sig både velkomne og inkluderede på byggepladsen? Hvordan sikrer vi, at den nødvendige adfærdsændring ikke strander et eller andet sted på vejen fra direktionsgangen til skurvognen? Og hvorfor er det så pokkers svært?
Ikke flere ølkassemøder
På Byggeriets Diversitetsdag 2025 tager vi fat på, hvad det er for en helt grundlæggende adfærdsændring, der skal til for at ændre noget så fundamentalt som måden, vi taler til hinanden på. Og hvad det helt lavpraktisk og konkret kræver at gennemføre den. Og nej, vi kan godt afsløre, at det ikke er flere ølkassemøder, hvor chefen stiller sig op og siger, at man skal tale pænt.

Meget mere viden
Med et tætpakket program og oplægsholdere fra øverste hylde inden for både adfærdsforskning og psykologisk tryghed vil vi fokusere på at give dig nyttig viden, effektive redskaber og konkrete eksempler med hjem. Nyttig viden, der klæder dig på til at forstå kompleksiteten, redskaber, du kan bruge direkte til at drive din egen kulturforandring, og konkrete eksempler på både det, der virker – og det, der ikke virker.
Vi har plads til 300 deltagere, og det er først-til-mølle, så skynd dig at melde dig til!