Har du spørgsmål?

Udfyld vores kontaktformular og du hører fra os

Om byggerietS DIVERSITETSDAG

Byggeriets Diversitetsdag 

– Fordi forskellighed styrker faglighed, arbejdsglæde og forretning

Alt for få kvinder og minoriteter vælger bygge- og anlægsbranchen som levevej. Det skal der laves om på. Derfor er fem store aktører fra branchen, nemlig Ambercon, Arkil, CG Jensen, STARK og Foreningen Divérs gået sammen om at stifte Foreningen Byggeriets Diversitetsdag, der har til formål at arbejde for en større diversitet i bygge- og anlægsbranchen.

Byggeriets Diversitetsdag

Et af midlerne er afholdelsen af konferencen Byggeriets Diversitetsdag, som en gang årligt sætter fokus på diversiteten – eller manglen på samme – i branchen. Her vil vi gennem oplæg og debatter inspirere deltagerne til, hvad der skal til – og hvad andre med held har gjort – for at styrke diversiteten i egne organisationer.

Og med uddelingen af Byggeriets Diversitetsdags Hæderspris vil vi hylde dem, der går forrest og baner vejen for os andre.

Byggeriets Diversitetsdag 2024 bliver afholdt mandag d. 13. maj i København under temaet hvordan vi får gjort bygge- og anlægsbranchen mere inkluderende for alle – med særligt fokus på etnicitet. 

NYTÆNKNING OG TALENT GÅR TABT

Byggebranchen går glip af talent og nytænkning, når alle i sektoren ligner hinanden og tænker ens. Eksempelvis er hele 91 procent af den samlede arbejdskraft i branchen mænd. Der er brug for forskellige syn på de udfordringer, branchen møder ude i produktionen og på byggepladserne – nu og i fremtiden.

Samtidig skal vi punktere myten om, at man skal være af en særlig støbning for at passe ind i byggebranchen – den skal være for alle.

Trivsel er vigtig for arbejdsglæden. Og en arbejdskultur, hvor alle føler sig set og inddraget styrker trivslen. Men en sund arbejdskultur styrker også virksomhedernes konkurrenceevne, når medarbejderne inddrages, udvikles og bliver i virksomhederne i mange år.

Vi vil klæde branchen på

Formålet med at afholde Byggeriets Diversitetsdag hvert år er at klæde branchen på med den nyeste viden og konkrete redskaber til at sikre en højere grad af diversitet og inklusion – helt ud på de enkelte byggepladser.

Det gør vi blandt andet ved at sætte fokus på, hvorfor så få kvinder og minoriteter ender med at vælge en uddannelse, der er målrettet bygge- og anlægsbranchen. Og hvorfor så stor en andel, at dem, der endelig gør det, ender med at falde fra.

Og så handler det i høj grad også om at gribe i egen barm og arbejde målrettet med, hvordan branchen for alvor byder kvinder og minoriteter velkommen.

Ud over oplæg og debatter handler Byggeriets Diversitetsdag også om at hædre dem, der allerede gør en forskel. Det gør vi ved hvert år at uddele Byggeriets Diversitetsdags Hæderspris, som reelt består af to priser.

Bliv medlem

 

Alle virksomheder og organisationer, der er interesseret i at arbejde for at styrke diversiteten i branchen, kan blive medlem af Foreningen Byggeriets Diversitetsdag.