Vi er stolte af at kunne offentliggøre, at PensionDanmark igen i år er sponsor af Byggeriets Diversitetsdags Hæderspris – Elevprisen!
TAK til PensionDanmark for at bakke så håndfast op om en vigtig dagsorden, og for at sætte fokus på dem, der hver dag gør en forskel og en personlig indsats for en højere diversitet i bygge- og anlægsbranchen.
I arbejdet med at kaste lys på barrierne og italesætte udfordringerne ved at skabe en mere inkluderende kultur i branchen, er det vigtigt også at huske at fejre sejrene og hædre dem, der holder faklen og inspirerer os andre.
Det giver energi til at blive ved med at gå efter målet, og det er netop hovedformålet med Byggeriets Diversitetsdag.
Viden og inspiration
Formålet med at afholde Byggeriets Diversitetsdag hvert år er at klæde branchen på med den nyeste viden og konkrete redskaber til at sikre en højere grad af diversitet og inklusion – helt ud på de enkelte byggepladser.
Det gør vi blandt andet ved at sætte fokus på, hvorfor så få kvinder og minoriteter ender med at vælge en uddannelse, der er målrettet bygge- og anlægsbranchen. Og hvorfor så stor en andel, at dem, der endelig gør det, ender med at falde fra.
Og så handler det i høj grad også om at gribe i egen barm og arbejde målrettet med, hvordan branchen for alvor byder kvinder og minoriteter velkommen.
Ud over oplæg og debatter handler Byggeriets Diversitetsdag også om at hædre dem, der allerede gør en forskel. Det gør vi ved hvert år at uddele Byggeriets Diversitetsdags Hæderspris.
Du kan indstille kandidater lige nu!
Byggeriets Diversitetsdags Hæderspris består af to priser: Elevprisen og Indsatsprisen. Mens Elevprisen går til en elev ved en af byggeriets Uddannelser, kan alle indstille kandidater til Indsatsprisen.
Deadline for indstillinger er tirsdag d. 30. april klokken 12.