Vi er stolte af at kunne præsentere en af verdens førende forskere inden for køn, ligestilling og maskulinitet som en del af programmet for Byggeriets Diversitetsdag 2025.

Kønsdiversitet er ikke et kvindespørgsmål. Så hvordan får vi mændene med?
I år vil Dr. Michael Kimmel komme hele vejen fra USA for at holde et oplæg til Byggeriets Diversitetsdag 2025. Han arbejder for at engagere mænd som aktive medspillere – ikke fordi de “bør” gøre det, men fordi det også er i deres egen interesse.
Dr. Michael Kimmel er en af verdens førende forskere inden for køn, ligestilling og maskulinitet. Han er professor emeritus i sociologi ved Stony Brook University i New York og grundlægger af Center for the Study of Men and Masculinities. Gennem mere end 30 år har han forsket i og rådgivet organisationer om, hvordan vi kan engagere mænd som aktive medspillere i diversitets- og inklusionsarbejdet.
Data viser tydeligt, at virksomheder med større diversitet performer bedre – de bliver mere agile, mere innovative og mere profitable. Men ud over de økonomiske argumenter handler det også om hverdagen på arbejdspladsen. Dr. Michael Kimmel vil komme med helt konkrete strategier til, hvordan mænd kan tage aktivt del i arbejdet med ligestilling – både på ledelsesgangen og på byggepladsen.
Det her handler ikke om at tage noget fra nogen – men om at skabe bedre arbejdspladser for alle.