Har du spørgsmål?

Udfyld vores kontaktformular og du hører fra os

Prismodtagere fik stående klapsalver

Der var jubel i Industriens Hus, da LOXAM A/S og elev Freja Lind Hermansen modtog Byggeriets Diversitetsdags Hæderspris for deres indsats for kvinder i bygge- og anlægsbranchen.

Freja Lind Hermansen - vinder af Byggeriets Diversitetsdags Hæderspris 2022 - Elevprisen

Omkring 170 branchefolk var onsdag samlet på konferencen Byggeriets Diversitetsdag i Industriens Hus, der lagde rammer til oplæg og paneldebatter om, hvordan bygge- og anlægsbranchen kan blive bedre til at tiltrække kvinder og minoriteter. Og hvor Transport- og Ligestillingsminister Trine Bramsen stod for overrækkelsen af Byggeriets Diversitetsdags Hæderspris.

Byggeriets Diversitetsdags Hæderspris består af reelt af to priser – en elevpris og en indsatspris. Begge priser har til formål at hædre personer eller organisationer, der har gjort en særlig indsats for kvinder i bygge- og anlægsbranchen.

Kæmpe indsats
– Freja Lind Hermansen har under sin uddannelse gjort en kæmpe indsats for at få andre kvinder til at opdage struktørfaget samtidig med, at hun som elev har været en dygtig og efterspurgt kollega hos Aarsleff. En elev, Aarsleff nu har fastansat, da hun blev udlært i slutningen af marts – med sølvmedalje.

 Sådan lød det blandt andet, da Trine Bramsen overbragte priskomitéens motivation for at tildele Elevprisen til bygningskonstruktør Freja Lind Hermansen fra Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser. Med prisen følger 25.000 kroner, der blev symboliseret ved en Mobile pay-kvittering i kæmpestørrelse og overrakt af Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark, der er sponsor af Elevprisen.

 Freja Lind Hermansen måtte vente tålmodigt på at få ørenlyd for de stående klapsalver, inden hun kunne takke for prisen og tilføje:

 – Jeg føler jo bare, at jeg har gjort det, jeg kunne for, at andre kvinder og piger får øjnene op for uddannelsen og byggebranchen. Og jeg håber, at det arbejde, jeg har gjort, vil give flere kvinder mod på at tage en erhvervsuddannelse inden for bygge- og anlægsbranchen.

Dobbelt op på 20 procent
LOXAM A/S har gjort en helt konkret indsats for at tiltrække flere kvindelige medarbejdere. Ud over en klart kommunikeret strategi og målsætning sørger virksomheden blandt andet for altid at have kvindelige kandidater i feltet, når de rekrutterer – og at tilpasse sproget i deres jobopslag, så de også taler til kvinder.

Det har givet resultater – blandt andet udgør kvinder i dag 20 procent af LOXAMs sælgere. Og netop det gjorde udslaget for priskomitéen:

LOXAM A/S - vinder af Byggeriets Diversitetsdags Hæderspris 2022 - Indsatsprisen

Også her gik der en rum tid med klapsalver fra en stående sal, inden Ulrika Kyster Hvelplund kunne gribe mikrofonen, takke for prisen og fortælle, at de 20 procent flere kvinder har haft en direkte effekt på medarbejdertilfredsheden. I den seneste trivselsmåling er den nemlig også steget med 20 procent.

Tip sekretariatet
Byggeriets Diversitetsdag skulle have været afholdt første gang i efteråret 2020, men måtte udskydes på grund af corona. Onsdag lykkedes det med et program, der sendte de 170 deltagere hjem med både stof til eftertanke og inspiration til helt konkrete tiltag, som kan øge diversiteten i virksomhederne.

Byggeriets Diversitetsdag afholdes næste gang i foråret 2023, hvor også Byggeriets Diversitetsdags Hæderspriser vil blive uddelt. Allerede nu kan man tippe sekretariatet om potentielle kandidater til Indsatsprisen.